Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Dyr lund: Anmälan.
elser, beder jeg det opfattet som et vidnesbyrd om min store
interesse for forfatterens arbejde ikke mindre end for selve sägen.
Det er i övrigt knn to hovedpunkter, hvori afstanden meUem
forfatterens og mit 0re for lydforbindelsen og syn på
sætnings-helheden, i det mindste tilsyneladende, er for stor, til at der kan
tænkes på en tilnærmelse. Det ene (hvor jeg for resten vel ved,
at strömmen for tiden er ham med) er læren om de 12 tvelyd
(§ 15 jf. i § 11 og s. 32 under IV 2), der beskrives som
"förbindelse af to selvlyd", hvilket efter min opfattelse aldeles bestemt
strider med udtalen mand og mand imellem; det andet punkt er
forfatterens efter min mening alt for mekaniske indsnævring (§ 138)
af begrebet omsagn (prædikat) til sætningens udsagnsord (verbum).
Medens i 0vrigt den förste teori er temmelig uskadelig, sa længe
den tager til takke med lydbetegnelser som "Vej, Hav, Lov" (ikke
Vei, Hau, Lou), hvad der rigtignok synes selvmodsigende, må det
indrömmes, at den anden er folgestrængt gennemfort.
Det vil være iöjnefaldende, at jeg ingenlunde i alle
henseen-der kan fole mig personlig opbygget ved forfatterens
retskrivnings-regler; men jeg skal vel vogte mig for her at gå i rette med
for-fatteren; thi jeg har sel v i en läng årrække ifolge æmbedspligt
efterhånden forkyndt og hævdet i det mindste tre forskellige
"or-tografiske" systemer (Molbechs ordbog og salmebogen — Halls
rundskrivelser 1871—72 og Sv. Grundtvigs ordbog — Scavenius’
regler af 1888 og 89 med förste udgave af Såbys ordbog 1891),
af hvilke ingen fuldt ud tilfredsstillede mig, hvorvel de to sidste,
hvert for sig, indebar ikke uvæsenlige fremskridt. Desuden har
jeg altid anset det for overilet at slå vrag på forhåndenværende
midler til at forebygge virkelige brud på tydeligheden, f. e. når
talen er om "en mand" i betydning unus vir, hvad enten man nu
vil foretrœkke, som jeg engång har foreslået *) og som det
undertiden bruges, at fremhæve ordet (en) eller at tonetegne selvlyden
(en) eller endelig — om galt skal være (M. s. 46 ned.) — at
for-doble den (een). Derför er jeg endvidere meget långt fra at dadle
de ikke få digtere, der f. e. nar skrevet dugg (Dugg) til adskillelse
fra dug (Dug). Også forbeholder jeg mig ret til, skönt denne næppe
tör siges hjæmlet selv ved de nyeste forskrifter, efter
omstændig-hederne at skrive f. e. enten: der var Noget sandt deri, eller: der
var noget Sandt deri; enten: han onsker Intet mindre end — —,
eller: han onsker intet Mindre end — — (jf. M. s. 295), hvor den
talende udtrykker forskellen i meningen ved tryk paa det ene eller
det andet andet af ordene.
Men fortjæner det at stemples som tegn på höjere dannelse,
at vi ærbodig tager til hatten hele tre gange for et hvilket som
helst ord, der efter et umiddelbart foregående udsagnsord står i
spidsen af en ordret ytringsanforelse (han sagde: "Vil du––––?"
x) For litteratur og kritik V (1847) 387.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
