Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 Dyrlund: Anmälan.
(ved kundgörelse af a7/2 1892; M. s. 63 f.). Ved fra pogeskolen af
at lade börnene stave: lœn-ges, tœn-ker, da-gen, sta-den gör man
i virkeligheden alt hvad göres kan for at forvanske ndtalen, ja
m&ske efterhånden skaffe os af med de to "stemte gnidningslyd";
således som salonjargonens fordærvede udtale af midje, vidje (M.
s. 42 ned.) forudsœtter vrangstavningen mi-dje, vi-dje (sml. tred-je
smed-je). At vi i almindelig daglig tale stadig, i visse tilfælde,
overtrœder stavelsesgrænsen, er i övrigt vist nok, f. e. i kakke-lovn
(i bondesproget hakke-lon med långt, bredt o), lœre-rinde (jf. § 35.
1 og 2); men at digterne nogen siDde i udtalen skulde have ladet
henholdsvis l og r ga över på den folgende selvlyd i förbindelser
som hvisl i græsset! tfimr et slöt! (s. 209 ned.), kan jeg umulig
antage.
Bortset fira nogle uoverensstemmelser, hvoraf jeg andetsteds1)
har nævnt de fleste, falder forf:s udtale af de enkelte lyd og hans
betoning af stavelserne eller ordene næsten ganske sammen med
min. Her bemærker jeg kun, at jeg ikke kan erkende hans jaj
(jeg), maj (mig), sajsten (seksten) for dansk monsterudtale; (kort) a
i denne förbindelse (i regelen skrevet ej) höres i det höjeste af
overforfinede eller halvdannede kobenhavnske damer, medens alle
dannede riget över har en kort <æ-lyd (som jeg vilde betegne ved
ä), der til den ene side falder netop lige så långt fra hint a, som
til den anden fra f. e. den sœlandske bondes tilsvarende æ-lyd
(som jep plejer at betegne ved a med én prik över), og denne
igen fra kort e.
Af ordene s. 77 bruger jeg og horer stadig stod på stavelsen
med bitone i småregne og småskœnde så vel som i de 13 ord fra
urviser til vanœre, alt i modsætning til forfatteren, med hvem jeg
derimod er fuldstændig enig om stodtonens tilstedeværelse i
halv-gammel (af mig betonet ganske som halvvammel), sandhedssegende,
brendgraver, knäböjning og landvinding. Når en æret anmælder i
Berlingske tidende 1893 n:r 98 her tåler om "ligefrem fejl", er det
snarere hans egen udtale af disse 5 ord, der er forældet eller
provinsiel2).
I mange sammensætningar, hvori hvert led for sig er
modtage-ligt for stod, far vi to sådanne: ét i den stærke og ét i den halvstærke
stavelse, f. e. bœndelorm, febersyg, fadderstads og adskillige andre
af de s. 81 under e anforte ord; også kammerpige får dobbeltstod,
hvorimod vinterdag ofte udtales uden stod i forleddet (= sommerdag).
En regel herom mangler hos förf. s. 758).
Under omlyden (s. 52 f.) havde der været anledning til at
minde om, at den i afledningen -hcendet, med undtagelse af tom-
¾) Nationaltidende f. 28 April 1893.
2S Sml. Höjsg&rds udtale 1747 (§ 343) af lovgiver.
z) For nogle afledningers vedkommende, f. e. adelskab, fremgår regelen
af s. 75. 5 sammenholdt- med s. 81 nederst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
