Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyrlund: Anmälan. 208
1607 udgivne oversœttelse, af hvilken det ny testament *), hvorpä
det her særlig kommer an, var udkommet sœrskilt to är för, altsä
lige pä skillepunktet mellem den ommældte gamle og ny
sprog-skik. Hermed stemmer det nu, at det dengang ny en enkelt gäng
nvilkärlig har gjort sig gældende, nemlig i Matt. 14,28 "Herre,
er det digV (fra 1605 af hele raden igennem), medens vers 27 har
og vedblev at have "det er ieg" (jeg). Ferst i den "ved kong
Frederik d. 6:tes omsorg med flid eftersete" tekst (1819) kom
sprog-brugen til sin fulde lovlige ret, der alt længe havde været
god-kendt i adskillige enkeltmands-oversættelser. — Sä er der Holberg,
i hvis komedier ofte förekommer "det er mig" og dertil svarende
förbindelser, men tillige ikke sjælden, ligesom stundnm i andre af
hans skrifter, i samme betydning "det er jeg" o. desl. Hos ham
er det äbenbart norsk og dansk sprogbrug, der har ligget i strid
med hinanden; thi uden al gruna tilskrives den sidste
sætnings-bygning af N. M. Petersen 2) latinsk indflydelse (ego sum, qui),
af Levin 3) hele Holbergs tidsålder. Dette modsiges aldeles bestemt
sävel af samtidige forfatteres brug som af udtrykkelige udsagn hos
grammatikerne 4). Berömt er Jæppes länge enetale (i 2,1) med sit
"mon det er jeg?––––––nej det er ikke jeg" 8). Senere blev
Jæppe en af Pfisters glansroller ligesom Mikkel i J. L. Heibergs
De danske i Paris; hvad der uden al tvivl voldte, at Mikkels
ud-brud (i 2,4) "jeg ved næppe, om det er mig selv, som jeg stär og
tåler med" i grundtrykket s. 52 siden forandredes til: — — —
om det er jeg, som o. s. v., se Poet. skr. VII 212. — Bortset fra
hvad nyere norske digtere (f. e. A. Munch og Jonas Lie) har
ud-givet hernede, bliver kun tilbage, hvad vore egne har tilladt sig i
rimned, f. e. 0hlenschläger i sit yndige^Hjæmve: ak, men det er
ikke de (-* mäské) eller i öjeblikkelig uklar opfattelse af
sammen-hængen, som när samme digter i Korreggio (Poet. skr. ved Liebenb.
V 28) pä spörgsmälet "hvem er det?" läder svare "det er jeg selv,
min herre!" Med sädanne enkelte fejlgreb tör vi sä meget mindre
tage det for strængt, som selv drevne grammatikere undertiden
har misforstäet sammenhængen. När pä herrens spörgsmäl "er jeg
et skarn?" Jörgen i Wessels "fromme bekender" svarer: nej det er
jeg! sä er dette ingen norskhed 6) men ogsä pä nuværende dansk
den eneste tilladelige udtryksmädê, när Jörgen da ikke vilde eller
*) Af det gamle testament har jeg kun optegnet Dom:s bog 6,17 "det
er du" af den œldre række, medens den yngre (fra 1607 af) har "du est
(siden er) den". *) Bidrag til den danske litteraturs historie 4, 759 f.
») i "Fædrelandet" 1844 nr 1503.
4) P. v. Haven Anfangsgrunde d. dän. spr. 1744 s. 249, jf. Höjsgård
1747 § 370.
*) Holbergs kilde, Bidermanns Utopia 1649 s. 193 har (cœpit cogitare)
"alium utique se factum nec tam se ipsum esse". Karrig nidings trofaste
svend og ledsager udbryder i en noget lignende situation: mon jeg vœre
den, jeg plejer at vœre? (Ranohs D. skuespil ved Smith s. 321 ned).
6) B. T. Dahl Bidrag til d. sætningslœre 1884 s. 10 i anm. 1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
