Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
%
206 Dyrlundi Anmälan.
har brugt "ejeform" (genitiv) og "stedord" (pronomen), der har den
store fordel at være kendte af enhver dansk, sä er det ingenlunde,
fordi jeg er blind for deres skavanker eller er fjendtlig stemt mod
forfatterens benævnelser. Det er lykkedes ham at give en
förklaring af udsagnsordenes "måder", der er tilstrækkelig vid, til at
infinitiv ("navnemåde", hidtil oftest kaldet navneform) og particip
("tillægsmåde") kan pines ind derunder (§ 112 jf. § 194). Derved
kommer "tillægsform til at stå ledigt på torvet, hvorfor förf. meget
snildt har anvist det pläds som "genitiv" (§ 86 med anm. 1), hvortil
det, netop på grund af overensstemmelsen med "tillægsord"
(adjektiv) synes bedre skikket end "tilharsord" eller hvad man eliers
matte ha ve foreslået. Også "henvisningsord" for pronomener
förekommer mig långt mere anskneligt og tankeret end sœtteord
(hvorom se Levins Lyd- og könslære i tillægget s. 53), cdord (Kinch),
fœllesord (Åsen) eller mœrheord (Claudi 1865). Af hensyn til
korthed var màske en afledning at foretrække; men P. Hjorts "visere*
(1851) har dog næppe fremtiden for sig.
Jeg skal ende med en henstilling angående brugen eller rettere
misbrugen af det for os alle fælles "grundord" (subjekt). Er det
ikke at slå sig selv på munden, når man i sætningen "en driftig
mand fortjæner agtelse" udpeger mand som grundord d. e. subjekt,
medens det samtidig hedaer: i "at en mana er driftig, fortjæner
agtelse" eller i "at være en driftig mand, fort. agt." er det alt det
fremhævede, der gör tjæneste som grundord (subjekt)? Mig
förekommer det, at netop indholdet såvel af atf-sætningen som af den
dermed ensbetydende infinitiviske förbindelse slår det fast, at i hin
enkelte sætning er det ikke mand, men just en driftig mand, der
er subjekt, det vil sige, efter den gamle, lige så simple som sande,
definition: det, hvorom noget siges. Men heraf folger, at subjektet
("grundlaget" som det er kaldt af Kinch og Dorph) i en sætning
ingenlunde altid er et "grundord" d. e. et navneord eller desl., men
meget ofte en grundordsforbindelse eller, for kortheds skyld,
et grundordsled. Kan "landsbyerne" være subjekt, hvorfor så ikke
"byerne på landet" eller "de på landet liggende byer"? Naturlig vis
betyder genstand (objekt) på samme made snart genstandsord
snart genstandsforbindelse(-sled). Det synes da også klart, at i
sætningen "faderen rævsede sin ulydige S0n" er det ikke sådan en
eller anden sön, men netop hans egen genstridige pode, der er
"genstand" for tugtelsen. Endvidere: hensynsord og
hensyns-forbindelse, udfyldsord *) eller udfyldsforbindelse, o. s. fr.
’) N&r man, som jeg, ved "omsagnet" forstår ikke udsagusordet alene,
men tillige alt det ved hjælp af udsagnsordet om grundordet eller
grund-ordsforbindelsen udsagte, bliver "omsagnsord" en mindre passende
benævn-else. Jeg foretrœkker udfyldsord (jf. "afledsendelse" for afledningsendelse)
eller "stetteord", fordi det ligesom udfylder meningen af eller statter de
så-kaldte uselvstændige udsagnsord (M. § 143 jf. § 189). Fra en anden side er
förbindelsen set ved Kinchs "udsagnsnavn" jf. M. § 189 begynd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
