Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100 Läfner: Tunestenens sijosten.
sönner, som efter Galathingsloven. Naar jeg imidlertid dog er enig
med Dig i, at arvingerne maa formodes kun at bave været
mandlige, saa er min grund, at jeg, som jeg allerede för har skrevet
til Dig, ikke kan tænke mig, at kvinder heroppe i Norden allerede
\ere blevne stedte til arv saa tidlig som ca. 500.
Sandsynligheds-beviset herimod leverer netop v. Amiras bog "Erbenfolge u.
Verwandtschaftsgliederung n. d. altniederdeutschen Bechten" ... Efter at
han nemlig först har paavist, hvorledes samtlige gamle nedertydske
(inklusive angelsaksiske og frankiske) retsböger tilsidesætter
kvinden (side 217: "Die anglisch-werinischen und die fränkischen Stämme
versagten den Weibern innerhalb gewissen Grenzen die Nachfolge
in bestimmte Vermögensbestandtheile. Bei den ersteren waren die
Weiber von der Succession in alle Liegenschaften durch sämtliche
erbfähige Männer ausgeschlossen"), tilföier han (s. 218): "Es sind
aber auch Anzeichen dafür vorhanden, dass sowol nach friesischem
wie nach anglisch-werinischem Recht die Weiber selbst innerhalb
des engeren Verwandtenkreises ursprünglich gar kein Erbrecht
hatten. Die angeführten Thatsachen, in ihrer Gesammtheit betrachtet
und abgewogen, scheinen nun doch für die Vermutung zu sprechen,
dass vor den erhaltenen Quellenzeugnissen ein Zeitalter gelegen sei,
welcher ein Erbrecht der Weiber überhaupt nicht kannte." Da
denne v. Amiras opfatning stemmer med de antydninger af
udviklingens gang, som jeg selv for Norges vedkommende finder i Gul.
lovens Baktal, og som jeg forhaabendlig til næste aar i trykken kan
behandle, saa nærer jeg kun ringe tvivl om, at hine paa Tunestenen
omtalte arvinger staa i modsætning til de tre dötre og ikke
tillige omfatte disse. Först ved denne antagelse synes mig ogsaa
texten at faa sin rette holdning, idet modsætningen mellem de to
subjekter bliver fuldstændig. Saalangt falder altsaa min opfatning
sammen med Din."
Men ett övergångstillst&nd i fr&ga om arvsrätten, såsom jag i
Uppsala-studier förmodat, vill Hertzberg ej antaga. Han yttrar
vidare:
"Det havde for alle vedkommende sin væsentlige interesse at
konstatere og vedligeholde i de par nærmeste generationers
erindring, at arven var bleven delt — ifölge gjældende lov — mellem
de mestbeslægtede arvinger. Juridisk var det denne side af sagen,
som for de nærmeste efterladte strax efter arveöllets afholdelse
maatte fremstille sig som den vigtigste. Derved erklæredes
offentlig, at arvesagen var op- og afgjort, og at det ikke nyttede andre
senere at komme med prætentioner. Det var de mest beslægtede
arvinger, som havde delt arven, det kundgjordes paa mandens egen
gravsten. Med andre ord, vi har her for os et ældgammelt
rets-dokument i sten, som siger kort og godt, at skiftet efter afdöde
Vodurid er afholdt, og arven delt mellem de rette arvinger. Blandt
disse var vistnok ikke dötrene; men vare disse end ikke
arveberettigede, saa sees de dog at være blevne betragtede som de nær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
