Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stavelser for og bag sig. Heri ligger en fristelse for den
vedkommende til at lette sig udtalen ved, fra først af egenmægtig, at
foretage en sådan fremskydning, især om han hører til dem, der
har, eller indbilder sig at have, forholdsvis meget, han skal have
sagt i et knapt tilmålt tidsløb. Men hvad der således lidt efter
lidt får fæstnet sig som vane hos en eller anden snævrere kreds
af fagmænd eller hos visse ualmindelig livlig anlagte dele af
befolkningen, kan muligvis efterhånden — jo sikrere jo stærkere
samlivet mellem de forskellige stænder eller landsmandskaber
udvikler sig — bane sig vej til andre, videre samfundslag, og der
måske mødes med en underström af magelighed, der begynder at
føle sig besværet af den nedarvede udtale i længere orddannelser
eller overført på nyere dobbeltsammensætninger o. desl.
Intet under altså, at særlig Københavns præster så langt
tilbage, Jeg kan huske dem, har yndet betoninger som: indstifte,
tilbéde, tilbýder, tilgíve, tilkǽmpe sig, opdígtet, omvénde sig, helliggö’re,
ødelǽggende, ødelǽggelse, opfø’relse, indstíftelse, udgýdelse, opmúntring,
ligegýldighed[1]. Fra kirkesproget stammer udtalen korsǽste, der til
dels har medført stadfǽste (for stádfæ`ste), som endog høres af
sælandske bønder, der ellers i det hele taget har holdt hvad jeg vilde
kalde den gamle betoning ved magt og i ære, og ikke alene har
overført, den på sammendragninger som káskə (jf. Groth § 133 slutn.
fra Norge), må’skə (i fællessproget måské), men også på
fremmedagtige dannelser som týverì o. lign., ja på rent fremmede ord som
ávìs (bægge selvlyd lange)[2], krétur (e kort, u langt), kápəlan
(bægge a korte)[3]. Det kirkelige helliggö’relse har til dels
medført retfærdiggö`relse (med tre toneløse stavelser for, to bag) for
retfǽrdiggö`relse, medens næppe nogen endnu vilde bruge den ny
betoning i óffenliggö’relse eller i umýndiggø`relse og
mistǽnkeliggö`else, i hvis forled forstavelsen for længe siden har mistet tonen.
For resten vil mangen en, der til hverdagsbrug betoner tílbède,
tílbèder (også som navneord), kunne gribes i dog at sige tilbédelse,
medens andre, der beholder tílbèdelse, dog vilde sige
tilbédelsesvæ`rdig[4]. Almindeligt er: íld- eller gúldtilbèder, ménneske- eller
hélgentilbèdelse; hélligdagsanòrdning (3:dje stavelse for det meste
kort og da uden bitone) af ánòrdning (o, i bondesproget udtalt
som langt å, stødtonet)[5].
Det er vel næppe tilfældigt, at vore letbevægelige, opvakte
Fynboer synes at være de af vore provinsboer, der er, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
