Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rask[1] betegnes som "den københavnske udtale", men der dog
heller ikke, så lidt som den københavnske almues fros (langt ø),
var ganske ukendt uden for hovedstaden.
Grundfalsk er det, at vi nogen sinde skulde udtale "frygt"
med y-lyd (§ 27). Fejlen er her Poestions (Die Kunst die dän.
Spr. zu erlernen s. 9 ned.), som på den tankeløseste måde har
afskrevet dette og tre andre ord efter Bruun (Il § 8), der har dem
alle som eksempler på, at kort y "går over til den nærmest
beslægtede åbne vokal".
§ 22 under 3) er formet, som fik man der alle de ord med
kort o-lyd, udtrykt ved sit eget tegn, der ikke falder ind under
- de to foregående punkter; dette er dog ingenlunde tilfældet, se
mos, hos, orm o. s. v. hos Poestion s. 8 (af Bruun II § 23), hvor
dog bislcop helst måtte udgå. I § 46 under 2) er glemt et
eksempel på et for ved j (tredje, en smedje). Jeg for min del vil på
det bestemteste fraråde enhver fremmed at udtale navneordet ynde
anderledes end det ens udseende udsagnsord, såvelsom at udtale
navneordet færd med kort æ og lydeligt d, sköut jeg ved, at i
det mindste den første af disse forskrifter (i § 47) stammer fra
Bruun (II 34 jf. 35). I daglig tale lyder også (§ 65) åsse, som
rigtig betegnet af Poestion s. 29.
Så enig jeg er med Groth om grundreglen (§ 70) for
tonefaldet i sammensatte ord: hovedtonen (fortis, ’) i første led,
bitonen (semifortis, ’) i [ikke altid på første stavelse i] andet, så uenig
er jeg med ham om nogle af de opstillede undtagelser (i § 71 og
74), til dels stammende fra Bruun. Der kan være tale om
vaklende betoning af frimodig (frimodig eller frimodig), vanartig,
medlidende (oftest medlidende), særdeles, desuagtet, desangående (oftest
desuagtet, desanga’ende) og misundelse (oftest misundelse)[2]; men
jeg kan aldeles ikke gå ind på udtalerne hævngerrig (= Bruun
III 158), undtagelse, undvigelse (mod Bruun III 22)[3] som
hjæm-raehørende i almindelig höjdansk. Forfatterens eget påhit er det
nok, at vi danske skulde sige kortvarig, men langvarig!
Man tillade mig her at indskyde et par bemærkninger!
Det lader sig ikke nægte, at fremsigelsen af et sammensat
ord med dobbeltbetoning: en hovedtonet og en bitonet stavelse,
stiller större krav til den talendes åndedræt og til hans tid, end
af et med enkelt betoning, kastet fremad mod enden og i længere
sammensætninger med en nogenlunde ligelig fordeling af toneløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
