Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
82 Dyrlund: Anmälan.
kok eller af Tcokkè (kokkekone, alt anført af Knudsen i H&ndb. §
686), fremdeles af vesten, efter som det er best, form af
klædningsstykket eller betegner verdenshjörnet (nævnt som prøvesten
for udlændinge af Joh. Storm i Forh. i Vidensk. selsk. i Kristiania
1890 s. 286), mellem lægger (af at lægge) og legger (norsk flert. af
en læg), sætter (udsagnsord) og en sætter o. s. fr. For min egen
person tror jeg dog, det ikke så ganske var selvbedrag, nar jeg
for en menneskealder siden fremsatte den pastand ’), at der i dansk
høres en forskel i udtalen af f. e. stikker (udso.) og en stikker (i
kortspil), af brikken,, efter som man g&r ud fra übest, form brik
eller brikke, af asken (af en ask) og asken (af aske), masken (best,
form af mask) og masken (handlingen at maske), tørsten (best,
form) og tørsten (det at tørste). At jeg her skulde være hildet i
noget særligt "Kalundborgjysk", kan jeg så meget mindre antage,
som det kun er i vestjysk, vore sproglærde har fundet stødtone i
slige ordformer a). Overhovedet er det ikke min mening, at der i
denne, formentlig almendanske, udtale af sådanne oprindelige
en-stavelser skulde skjule sig mere end en svag antydning af, en
ligesom i væksten kuet spire til en stødtone. Medens altså
en-stavelsen drager endelsens n eller r til sig, idet hjælpelyden noget
nær forsvinder (udtalt næsten stegr, masgn, tørsdri), er denne
mindre undertrykt i de tilsvarende tostavelser (en steg’r, masg’n,
børsd’n o. s. v.), ligesom der i disse dvæles en kende mer på
hovedstavelsens selvlyd, hvilket vil være mest fremtrædende for ved
udlydsforbindelser som -sk, -st.
Ord som aksl skulder og aks’l på en vogn, bægge skrevne
aksel (aws’l i Sælandsk og Vendelbomål, uden stød) kan dog ikke
i vor udtale holdes ude fra hinanden, medens de lyder forskellig i
svensk og norsk 3); ikke heller skelner vi, som Normændene (Løkke
Modersmålets forml. 1855 § 70) ved betoningen anker skibsanker
fra anker et mål.
Vender vi os til forfatterens behandling af de enkelte
ordklasser, må det indrömmes, at han har forstået at sammentrænge
et rigt stof på et forholdsvis lille rum. Også her tager mine
bemærkninger så godt som udelukkende sigte på den rent danske
side af æmnet.
Når det i § 194 forsikres, at ejestedordene aldrig kan
forbindes med tillægsordenes bestemte kendeord, holder dette ikke
rigtig stik; thi både i höjere stil og i daglig tale overtrædes reglen
ofte, som alt antydet af Mikkelsen s. 308. Naturligvis kan i stedet
for min, dit o. s. v. sættes en hvilken som helst ejeform, sjælden
et påpegende stedord (denne, hin). Intet er almindeligere i vore
salmer, ældre og yngre, end forbindelser som "dit det ny Jeru-
*) i Den nordiske folkeskole 1854 sp. 62. *) Varming Det jyske folkespr.
§ 64 og 162, Lyngby Sønderjysk sprogl. s. 11 og især Thorsen Nørrejysk
lydlære (1886) s. 77. ») Eydqv. IV 211;Hofgard Omrids § 46; jf. Boss under
aksél(e).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
