Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyrlund: Anmälan. 85
lares i Horats’s oder 2, 13. Skönt formen endnu kan ses’), må
den dog regnes for besejret af landsmandinder, ligesom
natmænds-folk (f. e. 1836), husmœndsfamilier (L. C. Brink-Seidelin 1838) er
bukkede under for natmands-, husmands-. Det stemmer nemlig
bedst med sprogets hele udviklingsgang (jf. Arkiv XI 204 m. ned.)
at kaste flertalsbetegnelsen udelukkende over på efterloddet, sml.
"nævftdder korn" (1894), svarende til bondsk néverfulde (stød på
den bi tonede stavelse) af ¾æver fulde = kurve fulde Markus
6, 43 o. s. v.
Vi danske udelader sædvanlig t i "et barskt væsen" o. desl.
(s. 135 og § 174. 1); mærk dog Mikkelsen s. 175 f. At små gör
det ud for flertal af liden, lille (§ 179), er unægteligt; dog bör det
ikke glemmes, at flertalsformen lille, der som sådan regelret svarer
til oprind, hankön og hunk. litler og litlar (hvilke to kön, som
sædvanlig i tillægsordenes stærke böjning, fortrængte intetkönnets
form, liden)) vel ikke længer, som forhen (se Kaikar), almindelig
bruges a), men dog i enkelte forbindelser, henhørende til det
kælende, indsmigrende sprog, har holdt sig til den dag i dag.
Således ikke alene Leander i Holbergs Hekseri og blind aliarm 2, 5:
med hvem vil I tale, lille piger? men også: vogt jer, lule venner!
P. B. Benzon i Svovl (1894) s. 56; på landet har jeg på samme måde
hørt (stundum også til voksne) lille-Wrn! der jo i skriftsproget er
vendt om til börnlille, hvor naturligvis bægge led er flertal.
tyngre, tyngst (§ 184) tilhører ikke længer det danske
rigssprog; når Richardt i sin kantate ved den nordiske
industriudstillings åbning 1888 har "det tyngste" er det kun for at f& rim på
"de yngste"; formen har han snarere lånt fra sælandsk bondesprog
end fra nyere norske digtere, f. e. J. Lie. Fremmed for østdansk
er ikke alene midtre (§ 186), men også både fremre og fremmere
(skönt dette findes i Grundtvigs ordbog); jyske er tagger og
Jrammer (Varming § 291 og Feilbergs ordbog), bagre (bagest af to) er
dog brugt af naturkyndige fagmænd (f. e. J. F. Schouw og Prosch).
Foruden nordre o. desl. forekommer höjre og venstre kun i
höj-ere grad.
I Danmark er det på ingen måde gammeldags eller blot
poetisk, at det henvisende stedord udelades i forbindelser som "den
mand, her står". I det mindste vi danske kan i stedet for "hvem
som helst som" o. s. v. (§ 199 og 200) sætte det mindre
ildelydende hv. som h. der o. s. v. I § 205 anmærkn. burde været
bemærket, at det på dansk hedder en snes.
I § 214 anm. 2 anføres som sammensætninger af være:
overvære med nutid overværer, datid overvår, og undværer dat.
undværede. Hvilken rolle dette "overvår" spiller i Norge — om det
måske er trængt ind i talesproget? — ved jeg ikke; men da ud-
*) Den uomlydte form i Baggesens Danske værker XI1 181 = XI* 222
skyldes uden tvivl C. J. Boye. a) Varming i § 283 har fra en enkelt egn
di lille de små.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
