Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52 Olrik: Sakses kilder.
tid. Der kan let citeres endnu flere middelalderlige forfattere, der
deler Sakses opfattelse; den var nemlig fælles for den nordlige
halvdel af Europa.
Men det står endnu ringere til med Sakses selvstændige
rationalisme. Opfattelsen af guderne, som om de var mennesker, er
jo nedlagt ikke blot i ræsonnementer o. L, men i selve stoffet: kong
Hoder med en hær af Nordboer slår hele det sydlandske gudefolk
på flugt; hele rækker af myteoptrin er dannede for at fremstille
aserne som menneskevæsner af en særlig lav og smudsig art,
f. eks. den myte der begynder med Friggs tyveri og ægteskabs*
brud, og ender med at Fynboerne hånlig tager Midodin af dage.
Hvis rationalismen i disse sagn var Sakses individuelle ejendom,
havde han selv så stor en del i disse myter, at han var den
egenlige opfinder af dem. Det vilde være lidet smigrende for hans
troværdighed.
Nu kommer vi til prof. S.s andet bevis for Sakses særlige
rationalisme. Det er fortællingen om en månd, der hed Harald,
som en nat lod grave efter skatte i en höj, hvor man sagde at
Balder lå begraven; pludselig mærkede karlene, at vandet brusede
ud af höjens gennemgravede top, og vældede ud over markerne;
de kastede spaderne og styrtede af sted. Det var höjens vætter,
der havde indjaget dem denne skræk: de havde på overnaturlig
måde skabt et blændværk; ti af naturen kunde der ikke komme
kildevæld frem i den törre muld. — Hvor ejendommelig denne
opfattelse var i 12te årh., det kan vi nu ikke bevise med blæk og
pergament; derimod er den ganske på höjde med — ikke en tomme
over og ikke en tomme under — den som findes hos nutidens
almue, vi kan vist sige i hver eneste egn af Danmark. Af den
mængde skattegraversagn, der er byggede over samme formel,
anfører jeg for tydeligheds skyld en enkelt opskrift, om et par
gårdmænd i Ulborg, der vilde udgrave Stjærnehöj: "De var komne så
vidt, at de så randen af en stor kædel; men da blev en af dem
var, at deres gårde stod i lys lue. De styrtede da i fuldt løb ned
af höjen, men opdagede snart, at det kun var öjenforblændelse.
Skatten var dog med det samme forsvunden". Lignende
fortællinger findes i enhver samling af danske sagn; i E. T. Kristensens
"Danske sagn", 3dje bind, findes 28 numre med den fælles
overskrift "koglerier ved skattegravning" (det anførte jyske sagn er
et af dem), og i samme værks 4de bind vil man under overskriften
"konger begravede i höje" finde en efterslæt af lignende art. De
brændende gårde er overordenlig hyppige; undertiden giver höjens
sider sig til at løbe rundt, og skattegraveren styrter angst bort; eller
kirketårnet står og vakler og truer med at falde ned over de
gravende. — Overhovedet er blændværket det middel, hvormed
overnaturlige væsner værger deres bolig mod indtrængende fjender,
lige fra det gamle sagn om Thor og Udgårdsloke, der netop på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
