Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58 Olrik: Sakses kilder.
begivenheder; Hadding hviler i jættemøens favn og rider på Odins
ganger; og höjst med et forundringsudbrud følger Sakse det hele.
Selv hvor han meddeler flere opfattelser af en begivenhed, er begge
hentede fra folkeoverlevering: Harald hildetand blev af den
forklædte Odin opægget til kamp mod Ring, men "nogle mælder",
at det var for at få större krigerfølge i døden; — begge disse
synspunkter for Bråvallaslaget kendes også i islandsk (Kilderne II 91).
— Vil man se rationalisme, skal man gå til Snorres Tnglingesaga;
der er den udviklet med en mærkværdig behændighed. Der er
lagt en mængde træk til rette, for at det urimelige dog kan være
gået naturlig til; og hvis han ikke — som i de. mytologiske
kapitler — laver en helt anden mening ud af mytestoffet, så sætter
nan det i en belysning, hvor sagnets overmennesker bliver
hverdagsagtige. Starkad den gamle bliver til en almindelig kriger, hvis
deltagelse i toget nævnes, men hvis storværker forbigås (Yngl. k.
15; jf. Sakse 279); kong Svegder, der "vældig i hu" trænger ind
i den jættebygte fjældsal, bliver til en drukken konge og hans
hird-mænd, der kommer ynkelig af dage, da de går til sovestuen. — Sakses
rationalisme er forsigtigere; den vil ikke omstøbe oldtiden i den
fornuftige sammenhængs form.
Det er i det hele værd at udpege den kløft, som adskiller
Sakses og Snorres forhold til det overleverede sagnstof. Snorre er
— ud fra sin forstand — herre derover; han sammenstiller og
tildanner, efter eget skön om hvorledes det kan være gået til. Men
den, som kender de uforfalskede oldtidsskikkelser, føler, hvorledes
de presses til dværge ved at indgå i Snorres pragmatiske
historieskrivning. Derfor er Sakse så meget kærere for den, der lever sig
ind i oldtiden, og så meget værdifuldere for forskningen, fordi hans
skikkelser iår lov til at være sig selv. Her er ligesom höjere til
loftet og mere rum til siden; hans persongalleri er så stort, fordi
han lader overleveringen komme frem i sin mangfoldighed. Der
er i disse hundreder af optrin et sammenspil mellem sagnets ånd
og Sakses fremstilling, som er vidunderlig. I hans
kulturforståelse kan der være bristande viden, og hans opfattelse af
enkeltheders plads i fortællingen kan være usikker *). Men den digteriske
forståelse af hvad der er væsenligt i hvert sagn, åbner ham det
dybe indblik i den hele oldtidsverden. Der er noget digterisk i
den måde hvorpå hvert enkelt sagn begejstrer ham; men den har
ikke ytret sig som hos Snorre i en komposition af slægtskæbner og
årsagskæder; det er den digterske modtagelighed. Derfra denne
ævne til at begejstres altid på ny af sagnverdenen, og derfra denne
*) Kong Hake og hans kæmper sidder langs det dækkede "bord" i
stedet for langs skibets side. Sejrherren i tvekamp må på ridderlig vis løse den
overvundne af holm. Odinskikkelsens ejendommelighed er aldrig bleven ham
klar. — I större fortællinger som Hoders eller Erik målspages saga er
enkelte træk forskudte fra deres rette episke plads.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
