Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 Finnur Jonsson: Yers i indskr. og love.
89
ste led, møder vi også dér den selvsamme træffende
parallelisme; byargh og bro kan kvæget styrte ned af, bægge
dele findes ude i naturen; de sammenstilles også netop ved
rimstave. Hvor nærbeslægtede endelig "sulten" og "klaven"
(hvorved dyret bindes til krybben) er, ses bedst af de af
Schlyter s. v. anførte oplysende paralleludtryk. Det er
derfor sikkert forkert at ville forstyrre denne gode orden til
gunst for en postuleret versform.
Det samme gælder f. eks. følgende:
sværþ æller øxæ
iærnhat skiold
bryniu æller musu
oc bughu mæþ iii tyltum arfwæ.
Her skal "iii tyltum" udelades for "versformens" skyld. Men
så bliver rigtignok spörsmålet, om det ikke netop var
meningen at fremhæve, hvor mange pilene skulde være, om
ikke tallet netop er et hovedpunkt — hvad det forekommer
mig just at være.
Og hvad siger man om det følgende:
i ak tok
iorþ þessæ
at arui ok at viltu
ok iak a
ok þu ikki
vættæ i.
Til afveksling skal der her foreligge ljódaháttr — jeg
føler ingensteds ljódahátt-rytmen. Den 3. linje er formelt
urigtig, den sidste ganske umulig; der mangler rimbogstav i
1. 5 (men her kunde jo fiu ikki omstilles); desuden fer. 1. 1
—2 meget dårlige. Og hertil kommer så spörsmålet, om nu
lovene også kunde affattes i ljódaháttr efter dette versemåls
karakter og anvendelse i det hele.
Åf alt det her bemærkede drager jeg nu en konsekvens,
der er H. E. Linds ganske modsat:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
