Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73 Á. Pftderøen: En grænøedialekt.
ia. Med hensyn til fordelingen av iktus
(ekspirationstryk-ket) mener S., at de nordfr. dialekter, der her har eller
forudsætter faldende diftong, har bevaret det oprindelige
forhold, medens oldöstfr. — hvor ia efter de nyöstfr. dialekters
vidnesbyrd havde stigende iktus — efter udvandringen til
de nordfr. egne har ændret det (ia > ia). — Imidlertid tror
jeg, at der på visse punkter kan hævdes en fra S.’s
avvi-gende opfattelse, hvilket jeg skal söge kort at påvise.
Alt efter som germ. eu (ved "a-omlyd") blev > eo, drog
diftongens sidste del på grund av sin ögede klangfylde en
stadig voksende del av ekspirationstrykket til sig (éu > éd);
men jo mere dette blev tilfældet, des mere nærmede e sig
til i (éd > ió). Spörgsmålet bliver nu, hvorledes udviklingen
io > ia forklares. Som bekendt vil der i enhver diftong,
men navnlig i en sådan, hvor förste og sidste element er
forskellige både m. h. t. artikulationssted og åbningsgrad,
mellem de 2 yderpunkter fremkomme overgangslyd, som
efterhånden kan göre sig så stærkt gældende, at komplekset
betegnes som triftong. Yed en sådan proces vil et (langt)
ió let gennem iao give iåu (iåo). Når det nu erindres, at
germ. au (uden i, j i flg. stavelse) i ofr., sandsynligvis
gennem aQj giver ö, så indfinder sig av sig selv parallelen iá$
> iå. Herved vindes, 1) at udviklingen io > ia ikke kommer
til at stå isoleret, men sættes i organisk sammenhæng med
den övrige ofr. lydudvikling, 2) at det forstås, hvorfor a i
ia i östfr. (undt. foran forkortende konsonans) udvikles som
ofr. Æ, uden at man nödes til (med Siebs) her at opstilleen
speciel forlængelsesregel. Det iå, der således viser sig som
det fællesofr. trin, lader sig nu også hævde som
oldnordfri-sisk. Den specielt nfr. udvikling var da. iå >ifc>fo (> i),
hvilken proces er vel kendt fra udviklingen av ia i danske
dialekter. Når det her antages, at iæ endnu var stigende
diftong, så stemmer dette fuldkommen med de ovenfor (under
mom. 2) fremstillede forhold i hs. vedrörende ie7 iæ, idet
abkiv tor nordisk filoi-oqi xxiii, nt följd xix 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
