Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101 Torp: Anmälan.
med Forholdet i andre gamle Lovtexter — jeg tænker her
nærmest paa de gamle norske, hvor, saa vidt jeg ved et hastigt Blik
kan se, Forholdet tildels i det store og hele er ligeartet, men og
med væsentlige Forskjelligheder. Videre vilde en Sammenligning
mellem Interpunktionen i disse norske Love og i anden norsk og
islandsk Literatur været önskelig. Emnet vilde da rigtignok
blevet temmelig vidtlöftigt, men Resultatet vel ogsaa desto
betydningsfuldere. At Södermannalagens Interpunktion ikke kan være noget
for sig selv, er jo paa Forhaand indlysende, saa meget mere, som
Forfatteren selv siger, at et Blik paa den övrige gammelsvenske
Literatur lader formode, at Skilletegnet overalt har samme
Betydning, nemlig tjener til at betegne de naturlige Pauser i Talen.
Marius Kristensen skriver om "De islandske halvvokaler og
deres betegnelse i den I. gramm. Afh.’\ og kommer derunder
til at behandle ordet járn. Efter Noreens Antagelse (Ark. IV S.
110 n. 1) er iarn opstaaet af *inan > *eRan, en antagen Sideform
til isarn. Om Muligheden af at et urgerm. i, som ved a-Omlyd
er blevet e, kan modtage Brydning, vil K. ikke udtale sig med
Bestemthed *), skjönt han nærer nogen Tvivl i denne Henseende,
men han vil hævde, at Ordet járn ikke kan bruges som Bevis,
idet han af et i den nævnte "gramm. Afh." citeret Skaldevers
paa-viser, at Ordet engang var Tostavelsesord earn. Man maa ganske
vist give ham Ret i, at denne Omstændighed beviser, at ia i dette
Ord ikke kan være opstaaet ved Brydning, og at en Grundform
*emn<*imn saaledes ikke er mulig. Men naar K. saa heraf
(med Stötte af Holger Pedersen) lader sig forlede til den
Antagelse, at Ordet er laant fra keltisk (det vil her sige Irsk eller
Gælisk), saa maa vi i al Rimeligheds Navn tage os den Frihed at
protestere. K. vil fore os fra Scylla i Charybdis. Han vil fjerne
en enkelt sproglig Vanskelighed gjennem en Forklaring der
strider mod al historisk Sandsynlighed. Det kan være vanskeligt at
forklare Ordformen jårn, men det vilde være tifold vanskeligere
at forklare det formodede Fænomen, at Nordboerne skulde have
laant Ordet. De irske Laanord i Nordisk er meget faa, og disse
faa Ord er meget lidet udbredte, indskrænkede til enkelte Egne,
mest i Norge’ (derimod er der omvendt et stort Antal nordiske
Laanord i Irak). Hvad skulde da have bevirket det
eiendommelige Særforhold ved Ordet for dette Metal (som Nordboerne forstod
at haandtere med Virtuositet)? At Irernes Jern og Jernvaaben
maaske var bedre? Selv om dette var en Kjendsgjerning, vilde
det være en meget lidet rimelig Aarsag. Men Forholdet var sna-
*) Det er sandt, at noget aldeles sikkert Exempel ikke er paavist.
Skulde vi ikke have et saadant i heåinn : hjaSningar? hedinn, ags. heden,
oht. (Wolf)hetan lader sig næppe stille til nogen germ. Verbalrod eller
Nominalstamme. Tænker vi os *hedana m. opstaaet af *hidana, saa vilde vi
her have et ældgammelt Laanord fra jon. mdáv m., enten direkte overtaget
af Germaner, eller kommet til dem gjennem thrakiske Folk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
