Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
Torp: Anmälan.
rere det omvendte. Vel ved vi, at det Jern Nordboerne udvandt
i sine Hjemlande var af tarvelig Beskaffenhed (Myrjern), men vi
ved ogsaa af Irernes egne Beretninger, at Nordboernes Vaaben var
bedre end deres egne, baade deres Sverd og Hjelme, ikke at tale
om Brynjer og Knæskinner, som Irerne i Almindelighed ikke havde.
Sagen var jo den, at Nordboerne mödte rustede med udenlandske,
frankiske, vaaben ("valske Hjelme", "valske Sverd"). Hvis
Vikingerne har byttet sit eget Ord for Jern med det irske, saa har de
gjort dette simpelthen — ingen anden Forklaring er tænkelig —
i det rene Lune, et Lune, som med en Suggestions Magt har
grebet dem alle. Og ikke nok dermed: de besörgede ogsaa Ordet
indfort i hver eneste Krog af de nordiske Lande, ogsaa i Sverige
fra Ende til anden, trods det at Svenskerne neppe havde nogen
större Forbindelse med Irer og Gæler. Sandsynligheden heraf vil
jeg overlade til Kristensens (og Holger Pedersens) nærmere
Overveielse og foreslaa, at vi fremdeles holder os til Ordet jdrn som
en nordisk Form, der skal forklares som saadan. Det tör da være
et Spörgsmaal, om ikke Bugges gamle Antagelse fremdeles
fortjener Overveielse, at iarn er opstaaet ved Dissimilationsbortfald af
r af *tRam, i grammatisk Veksel med isarn, altsaa *iarø, hvoraf
saa iarn og endelig, med Forkortelse foran Dobbeltkonsonant, iarn.
Skrivemaaden earn i den "I gramm. Afhandling" lader sig
forklare deraf, at paa den Tid Ordet naturligvis udtaltes i én
Stavelse, og det halwokaliske i havde (ialfald foran a) en saa
ubestemt Klang, at det ikke sikkert kunde afgjöres, om det mest
löd som i eller som e, og naar Forfatteren oetegnede sin egen
Udtale af Enstavelsesordet som earn, var det jo selvsagt, at han
ogsaa skrev earn for Tostavelsesudtalen i Skaldeverset. Denne sin
Forklaring af iårn har Bugge stöttet med to andre Eksempler,
vårr poss. og vår n. Hvad vårr angaar, saa maa det jo for en
forsigtig Betragtning synes ligefrem uantageligt, at af germanske
Sprog alene Nordisk skulde have bevaret et (forövrigt ikke i noget
iag. Sprog paavist) possessivum *véro. vår n. findes paa germansk
Omraade i aenne Form alene i Nordisk, men ved Siden deraf staar
frisisk urs. Det skulde da være rimeligt at slutte, at begge
Ordformer maa være væsentlig identiske; ialfald er aet langt
naturligere at stille nord. vår til fris. urs end til lat. ver. Men urs er
opstaaet af *us(a)r. En gramm. Vekselform vilde være *ujsar9
hvoraf *unar > *uar (med Forlængelse af Vokalen fremkaldt af
Konsonantudfaldet) > vår.
Den næste Afhandling er "Undersökning av svenska Ord" af
den desværre senere afdöde Fr. Tamm.
I Modsætning til den i hans "Et. Ordbok" givne Forklaring
af sv. dröja, osv. drøghia, som opstaaet af. *draupan^ vil Tamm
nu opfatte Ordet som beslægtet med draga, af et urnord. *dro$ia.
Hans grunde er, at adj. dryg ikke henpeger paa Langdrag, og at
der i Vestn. ganske mangler et Verbum modsvarende sv. dröja.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
