Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104 Western: Anmälan.
ligheten er en ny lydkategori. Omvendt ser vi at fransk, som
anvender liten kraft paa sine tennes, ikke kan tillate sig nogen
lettelse ved uttalen av mediæ, hvorfor disse altid er egte, stemte
mediæ.
Jeg maa derfor betragte prof. Logeman’s forsök paa at finde
en ny forskjel paa tenuis og media for likesaa forfeilet som tidli-
gere forsök, og hvis hans bok ikke hadde indeholdet noget andet
end dette forsök, vilde jeg overhodet neppe ha omtalt den, saa
meget mere som de grunder jeg har anfört mot ham, aldeles ikke
indeholder noget nyt. Den rette forklaring er i virkeligheten for
længe siden git av prof. Jespersen i hans Fonetik kap. XIV om
strupehodet, særlig i §§ 233—34, 238—
42, 263—68, og det er mig
i det hele en gaade at man efter at ha læst Jespersens grundige
og klare fremstilling kan fole trang til at söke efter en ny for-
klaring. — Men heldigvis indeholder Logeman’s bok andre ting,
som baade er interessantere, og efter min mening langt vigtigere,
end det der for ham selv staar som hovedsaken.
Hertil hörer for det förste hans betragtninger over stavelse-
deling. Som bekjendt har der gjort sig gjældende forskjellige
meninger om hvorvidt konsonanten i ord som dagen, leben, father
o. lign. hörer til förste eller anden stavelse. Jeg har selv i min
Englische Lautlehre2 § 45 uttalt som min mening: ”Eine bestimmte
silbengrenze gibt es ebensowenig im englischen wie im deutschen . . .
in der natürlichen rede macht man keine pause, und der konsonant
gehört daher phonetisch zu beiden silben”. Jeg tror nu Logeman
har ret naar han mener at dette kun gjælder naar baade efter-
tryk og höi musikalsk tone (altsaa hvad vi aim. kalder höitone)
ligger paa förste stavelse; hvis enten en av de to aksenter eller
begge ligger paa anden stavelse, indtræder der en ganske liten
pause foran konsonanten, og denne hörer fölgelig til anden stavelse.
Men herav fölger videre, at bare i förste tilfælde staar konsonanten
virkelig indlydende; saasnart der indtræder en, om nok saa liten,
pause foran konsonanten, blir den i virkeligheten en fremlyds-
konsonant. Videre söker forf. at gjöre det trolig — og jeg mener
der er meget som taler for at han har ret — at en tenuis som
kommer efter en höitone, er tilböielig til at faa stemme, altsaa gaa
over til en media, som igjen under synkende tone kan utvikles
videre til en spirant. Saaledes forklarer han netop overgangen i
dansk fra opr. p , t, k til b, d, g i ord som lobe, vide, bage, norsk
löpe, vite, bake. Denne overgang skulde saaledes være en fölge
av sprogets overgang fra lavtone, soin endnu er den herskende i
norsk, til höitone. Jeg vil ikke si at der er levert fuldt bevis
for denne forklaring. Men der er ialfald en omstændighet som
synes at peke i samme retning. Der er, som bekjendt, endel
norske dialekter, især paa landets sydkyst, hvor den samme over-
gang fra p, t, k til b, d, g har fundet sted. Man har tildels for-
klaret dette som dansk paavirkning; men det synes uforklarlig at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
