Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pedersen: Dansk og urn. akc. 17
überschnappen derselben bewürkten”. Som man ser, består
den givne forklaring av 3 led, nemlig: en forskydning i den
kromatiske akcent, en outrering av denne samt det derved op-
ståede strubelukke. Yi skal nu undersøge disse hver for sig.
Hvad akcentforskydningen vedrører, vil det først være
nødvendigt at klargøre sig det spørgsmål: lå den kroma-
tiske akcenttop ved det stigende portamento på stavelsens
sidste del, eller gjorde den det ikke? Hvis den iforvejen
gjorde det, kunde den jo ikke forskydes dertil; altså må me-
ningen være, at akcenttoppen ikke fra først av lå på sta-
velsens sidste del, i hvilket tilfælde betegnelsen ”stigende”
ganske vist bliver ukorrekt om portamentet, da det burde
hedde: ”stigende-dalende”. Spørgsmålet bliver nu: kan der
fremføres rationelle grunde for antagelsen av en sådan for-
skydning og i bekræftende fald hvilke? Yerner selv har,
som vi har set, intet anført. Nu er det tilstrækkelig kendt,
at det ekspiratoriske forte ikke altid falder sammen med den
kromatiske akcenttop; medens altså ekspirationen når sin fulde
styrke straks ved begyndelsen av stavelsen (ordet), er det
først ved dennes slutning, at tonebevægelsen når sin kulmi-
nation, og det stigende portamento falder således på udån-
dingens decrescendo. Forsåvidt en sådan tilstand nu ikke
holder sig, vil man — på grundlag av de fysiologiske og
akustiske forhold ved stemmedannelsen — på forhånd kunne
angive, i hvilken retning ændringen vil gå: den vil nemlig
stræbe at bringe den kromatiske akcenttop til at dække det
ekspiratoriske maksimum, medens den kromatiske akcentdal
falder på det ekspiratoriske minimum. At dette er den na-
turlige udviklings retning, vil ingen kunne nægte, og man
har følgelig ingen ret til vilkårligt at antage en udvikling
i den stik modsatte retning, hvorefter højtonen spontant skulde
fjærne sig fra den stærkeste udånding i ordets begyndelse.
Men det er jo netop dette, Yerner har antaget. Også av
den grund må hans teori altså opgives.
ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NT FÖLJD XXIV. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
