Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 Pedersen: Dansk og urn. akc.
Herom viser Falk først, at fleksionens konsonanter ikke be-
høver at deltage i rimet (eks. våt-r : bâti, bál-s : måli o. s. v.,
se eksemplerne s. 127). Udenfor rimet falder således væsent-
lig følgende konsonantiske endelser: nom. sg. og piur. på r;
i adjektiverne neutr. sg. -t, gen. sg. mase. og neutr. -s, dat.
og gen. sg. fem. henholdsvis -ri, -rar, gen. piur. -ra, kom-
par. -ri, -ra, superl. -st; plurale former av svage subst. -nar,
-na, -num, kontraherede stærke partic. piur. med samme og
lignende endelser; kontrah. svage præterita og particpp. på
2. og 3. pers. sg. præs. på -r. Hertil kommer enklitika
som -k (==ek) og -s (relativ partikel og verbalform). Om
samtlige former med disse endelser gælder det, hvad Falk
ikke synes at have været opmærksom på, at de har lydlov-
lig akc. 1. Herimod strider ikke forholdet ved de svage
præterita og partic. på d, hvorom Falk udtaler: ”1 ord som
vildi, mundi, shjlda, selda, ryndu, rendu, feldan, kendan,
brendar etc. rimer d altid med . . . ., idet maaske det senere
opstaaede d har fulgt analogien fra det ældre d i præterita
dannede uden mellemvokal, som vildi, hvor stavelsegrænsen
vel har ligget efter eller i d’et” (s. 127). Også dette forhold
forstås ud fra akcentueringen, når det forudsættes, at de
nævnte former har opgivet deres lydlovlige akc. 1 og, således
som tilfældet jo så ofte har været ved tostavelsesord, ved
analogi antaget akc. 2, som kun var lydlovlig i præterita
uden mellemvokal; (for de præteritale formers vedkommende
er denne analogi jo også gennemført i svensk og dansk,
medens de participiale tostavelsesformer har bevaret deres
akc. 1, f. eks. dansk dømte i præt., døm’1
te i partic.). Men
når dette forholdt sig således, så forstår man bedre, hvorfor
de omtalte konsonanter i endelserne faldt udenfor rimet: når
akc. 1 var ledsaget av stød, vilde dette jo komme til at
falde mellem ”stammen” og fleksionskonsonanten, hvorved
denne altså skiltes fra rimstavelsen. Denne forklaring støt-
tes yderligere ved den av Falk (s. 129) opstillede regel, ”at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
