Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jespersen: Stød og Synkope. 3
Her begynder strax mine betænkeligheder. Den förste
er af rent logisk art: er slutningen virkelig så sikker som
den tar sig ud for forfatteren, der s. 39 uden at ha an-
ført flere grunde siger: ”efter at vi nu har set, at stødet
hænger sammen med de urnordiske endelsers bortfald...”?
For at simplificere ser jeg foreløbigt bort fra klasse II; se
nedf. mit afsnit VII; enten man mener at den hører nær-
mest sammen med I eller med III, kan man nemlig op-
stille forholdet kronologisk som forfatteren gör, blot at man i
sidste tilfælde sætter skellet mellem det stødudviklende vo-
kalbortfald og det andet på et senere tidspunkt. Tar vi
altså kun hensyn til de to hovedklasser, lyder forf:s ræson-
nering således: vi ser overensstemmelse mellem den gamle
synkopering og tvedelingen af sprogstoffet i stødte og ikke-
stødte ord, altså er der en (årsagssammenhæng mellem de
to fænomener. Tvingende er den art slutninger jo ikke, und-
tagen når det kan vises, at der ikke er nogen anden måde
at forklare overensstemmelsen på. Forskellen mellem klasse
I og klasse III er den, at i I har vi lang og i III kort
rodstavelse; denne forskel findes både för og efter synkope-
ringen. Der er nu ikke det fjerneste i vejen for den anta-
gelse, at denne længdeforskel kan ha virket med til at frem-
bringe differentieringer på to helt forskellige tidspunkter.
Man kan altså sige: ”1 urtiden fremkom synkope efter lang
stavelse tidligere end efter kort. Mange hundrede år efter
denne tid udviklede stød sig i lang, men ikke i kort stavel-
se.” Denne antagelse af to i tid adskilte virkninger af sam-
me årsag vinder i höj grad i sandsynlighed, når vi ser at
det slet ikke er urtidens kvantitetsforhold, men en langt
senere tids kvantitetsforhold der blir afgörende for de faktisk
foreliggende stødtilfælde. På den ene side få vi ikke stød
i et våd, hudy led (en), spyd, der i urtiden havde lang vokal
-(diftong): on. vä&, huty leifr, spjöt)l) på den anden side får
*) Meget sjældent høres dog hu’it, spy’ét nu med lang vokal og stød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
