Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382 Magnus Olsen: Til ïïaraldskvædi str. 23.
lidet interesserede norske afskrivere i 13de aarh. *) Hufur egner
sig (ligesaa lidt som lúfur) til at brænde med lue {loga).
De "luende” gjenstande, som blev stukne und linda, kan ikke
være anbragte in d e under beltet, mellem dette og klæderne. Der
er tale om noget, som er fæstet n ed en fo r beltet a), og kun den
yd re del deraf kan være antændt. Det synes da at maatte være
noget langstrakt, fremstaaende.
Ser vi os nu om blandt gammelnorske ord, som efter sin
betydning og ydre form maatte kunne passe her, vil vi særlig
fæste os ved et ord, som efter skrifttrækkene staar ’hufuni* over-
ordentlig nær, nemlig fru fu m \ d. e. stúfum, dat. flertal af stúfr
m. ”1) Stump, hvad der er tilbage af noget, efter at den störste
Del eller Længde deraf er fraslidt, afskaaren, borthugget; ogsaa
kort, afskaaret Stykke i Aim.; 2) Benævnelse paa Penis” (Fritzner).
Jeg formoder, at vi har ordet i den sidste betydning. Det
er da en ganske grovkornet spas, som kong Haraids hofnarre til-
lader sig; men den, som har lidt kjendskab til ældre og nyere
folkeforlystelser, for ikke at tale om gammel kultus og dens ud-
löbere i folkeskikke (jfr. f. eks. de græske satyrspil), vil sikkert
ikke finde, at man gjör sig skyldig i nogen anakronisme, naar man
lader gjöglere ved det norske kongehof henimod aar 900 optræde
med ithyphallisk udstyr. At stu far er ”luende”, er netop den
egentlige spas; for filologer er det nok at minde om ord som gl.-
norsk brundr m. og lat. flagrare (Hbidinibus).
Yed disse bemerkninger turde den i digtets 3 sidste linjer
skildrede g jö g le r sc e n e være belyst, og dermed er deres hensigt
opnaaet. En anden sag er det, at denne scene har forbindelser
med skikke og ceremonier viden om, som det dog her ikke er
stedet til at gaa nærmere ind paa. Jeg skal kun henvise til den
sikkert i meget parallele scene i Sverres saga kap. 85 (Fornm. s.
V III 207 f.), hvor skalden Mani og to leikarar med en hund, som
hopper over et taug — jfr. Andad’s örelöse hund — optræder.
Kommer narren ved Haralds hof trækkende med sin ör el ös e
hund, netop naar mændene i hallen som opmerksomst l y t t e r til
skaldens kvæde?
*) Jfr. Maal og minne 1913 s. 66 ff. (om Haraldskvædi str. 5. 2).
a) Jfr. J>rymskv. 16 (og 19): Låtum (str. 19: létu) und hånum hrynja
lukla.
Kristiania 24. november 1913.
Magnus Olsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
