Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 3 - Med hvilken ret kaldes skaldesproget kunstigt? (Hj. Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 Hj. Falk.
Heraf fölger vistnok ikke afgjort, at man ikke skulde kunne
tænke sig enleddede kenninger, specielt hvor
bestemmelses-ordet med lethed kan underforstaaes, som t. ex. lautuftr, der
i SnE. forekommer som benævnelse paa hest, qs. ’qui tundit
pedibus terrain’, eller ved nomina agentis af intransitive
verber, som græðir ’havet’, eg. det tiltagende. Men vel fölger
det af ordets etymologi, at det kun er toleddede
omskrivninger, hvem denne benævnelse oprindelig er tildelt. Ordet
’kenning’ er afledet af verbet ’kenna\ hvis ældste techniske
brug fremlyser t. ex. af det nævnte sted af Olav: mefr peim
hætti (o: metaphora) eru þær kenningar, er vér kpllum
mann-kenningar (saa maa læses) í skaldskap, at kalla manninn Ása
heitum ok kenna svá til vápna eðr skipa; denne brug af
ordet er gjennemgaaende anvendt i hele den saakaldte Snorra
Edda 1). Naar ved siden heraf ordet ogsaa anvendes paa en
videre maade, hvor egentlig nefna eller kalla hörer hjemme,
da kan dette kun være en senere sprogbrug 2); denne
terminologi, der især er hyppig hos Snorre, kan saaledes ikke
ligge til grund for ordet kenning, hvilken benævnelse altsaa
netop har hensyn til bestemmelsesordet, ikke til hovedordet.
Herefter er kenningen et sammentrængt billede eller lignelse,
bestaaende af et hovedled, der angiver den ting, hvormed
*) Exempelvis: SE. Il, 160: þessi (o: denne figur, metaphora) er optast
sva sett í norrænum skaldskap, at þeir lutir er frammforast eru kenndir via
nökkur tilfelli sin (ab aliquibus rebus accidentibus). SE. II, 428: ekki skal
kenna pat er sitt nafn hefir sjálf s, en kenna alt þat er annars nafni er nefnå
enn sinu.
2) Den dobbelte brug af ordet kenna, den almindeligere og den speeiellere,
oplyses ved folgende exempler: SE. I, 304: svá má kenna allar ásynjur,atnefna
annarrar nafni ok Jcenna vict eign eifa verk sin eäa ættir. Skaldskap, kap. 31:
hvernig skal kenna mann? hann skal kenna via verk sín-,hann má ok kenna
til eignar sinnar. Hvernig skal hann kenna vid" þessa luti? svá at kalla hann
vinnanda eða frewjanda -. Mann er ok rétt at kenna til allra Asa heita,
kennt er ok við jgtna heiti. SÉ. II, 212: sumir menn kalla emphasem þat, er
vápn er kallat með því verki sem af því ajorist -. Hér er kylfan kend eår
merkt með þeim tilfellum, sem af henni máttu gjprast. - Herefter kan man
sogar tale om en tredobbelt brug af ordet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
