Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
rigtigt bemærker (Beitr. 1,176), ganske analog med den ovennævnte
overgang af/* til ps.
Man antog tidligere (se f. ex. Boltzmann, Altd. gram. L 1.
s. 110), at det urgerm. % paa oldnordisk undertiden kunde blive
til ff j f. ex. i sloffu, sleginn ligeoverfor got. slöhu, slahans, hlégja
ligeoverfor got. (uf)hlohjan etc.; herom kan der naturligvis efter
Verners opdagelse ikke mere være tale. Eegelen er altsaa
meget simpel: det indlydende # kan foran s blive til k; i alle
øvrigetilfælde forsvinder det fuldstændigt. Det gaar aldrig over til ff.
Herefter betragte vi den oldnordiske lyd, som svarer til det
indlydende urgerm. y, ni. det spirantiske g. Vi se altsaa i
denne sammenhæng dels bort fra det forlydende g, om hvis
lydværdi der ovfr. var tale, dels fra de tilfælde, hvor g i
ind-lyden var exposivt, nemlig: 1) g i forbindelsen qg (skrevet
ng i de normaliserede udgaver og i grammatiske værker):
hringr, syngva osv. (allerede i urgerm. havde vi i dette
tilfælde explosivlyd, se ovfr. s. 1) og 2) det saakaldte geminerede
ffff, hvilket dels svarer til got. dd(j), dels til got. gg(v), dels til
got. g foran j: veggr = got. vaddjus, try ggr = got. triggvs,
leggja = got. lagjan (cfr. Boltzmann, Altd. gram. I. 1. s. 108 f.
og Wimmer, Fornn. forml. s. 29). Afset fra disse tre tilfælde
var det oldn. g overalt spirans (cfr. Gislason,Oldn. formlære s.
26 ff., Wimmer, Fornn. forml. s. 8, Paul, Beitr. I, 175 ff.), og den
hidtil almindeligt gældende anskuelse gaar ud paa, at det altid
var tonende*. Som vi snart skulle se, kan dette imidlertid ikke
være rigtigt: vi maa her ligesom ved behandlingen af / skælne
mellem de tilfælde, hvor g staar ved siden af tonende lyd, og
dem, hvor det støder op til en tonløs consonant.
At det indlydende g var tonende ved siden af tonende lyd
ligesom tilfældet var i urgerm., følger af sig selv og betvivles af
ingen. Ord som vegr, bjarga, draga (= got. vigs, bairgan, dragan)
ndtaltes altsaa veyr, bjarya, draya.
* Kun hos Paul 1. c. finde vi enkelte vigtige antydninger af en
afvigende opfattelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
