Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bemærkning, at af de fire usammensatte former er fått den eneste,
der hidintil er bleven forkortet. Som Kinch oplyser, er denne
form, — der synes mig nærmest dannet efter den hos almuen
endnu ikke uddøde tf. mått, — temmelig gammel i dansk[1]; men
den staar side om side med faait (faaid), der er dannet i lighed
med gået, stået (Arkiv XI 198 f.), og som det så meget mindre
går an med Kinch at bortforklare, som bægge former fremdeles
har fuld borgerret hos os, fått som den mere hverdagslige, der
nødig bruges i höj tideligt foredrag eller i alvorlig poesi, men vel
i den komiske (E. Bøgh). Uden al grund tillægger derimod Groth
i § 17 (som dog dårlig stemmer med § 217 og 218) også os danske
slått og gått; de er fuldstændig ukendte over hele Danmark
undtagen måske Bornholm.
Blandt ord, hvor e betegner «lyd, opfører Groth (§ 12)
"regiere, regjeringw, en påstand, der stammer fra Bruun (II 13 og 53).
¾dligere har ganske vist, ved siden af regere og regnere, regære
været temmelig udbredt (Arild Hvitfeld, Danske lov 1683 o. s. fr.),
og jeg har truffet formen i embedsskrivelser til hen imod 1820;
men intet er vissere, end at nu har en dertil svarende udtale kun
hjæmme mellem bønder. I dannede kredse hører man derimod
både gerrig, der stemmer med bondens udtale, og gærrig, der er
fremkaldt ved begære og sandsynligvis i tidens løb vil fortrænge
den ældre udtale. Når Groth (§ 26), med Mikkelsen o. a.,
forkynder forst, foretrækker jeg og Bruun (II 18 ned.) først dels på
grund af overensstemmelsen med tørst, børste (Rasks retskrivningsl.
s. 172), dels fordi hele den sælandske sprogart har ø (føst),
medens den er splittet med hensyn til brønd eller brönd, af hvilke
udtaler den første er bleven aldeles fremherskende i Höjdansken.
Overhovedet er der, inden for de samme kredse, ikke nær så stor
vaklen i brugen af ö og ø, som enkelte nyere forfatteres udsagn
kunde forlede til at tro.
Det er næppe mange danske, der med Groth (§ 24) udtaler
lurvet med u-lya. Snarere er der nogle, der har o i fuske, tusk
(farven og i tuskhandel), som altid i busk, dusk, medens andre har
u, som altid i huske, kusk. Selv i skudt (— Bruun II 11) er jeg
bange for, at ti-lyden i længden ikke vil kunne holde sig som
höj-dansk udtale, medens der foreløbig ingen fare er for budt og brudt;
i navneordet skud klinger den bogstavrette udtale allerede halv
bondeagtig (skönt vi alle bruger den i bud, brud). Hele
bevægelsen synes udgået fra den datid skod (stødtonet kort o), der af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
