Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Gustaf Cederschiöld: Om svenskan som skriftspråk (Marius Kristenson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristensen: Anmälan. 275
delige tanker. Og denne normalprosas stilling til talesproget og
de andre arter af skriftsprog fastslås klart, så at man fra fbrst at
er på det rene med opgaven. Så forfolges de enkelte uligheder,
der grunder sig på forskellige forhold, på den
langsomraeretfræra-forelse af tankerne og deres dermed f0lgende klarere ordning,
mangelen på gentagelser og fyldeord, — forskelle, der grunder sig
på, at man ikke står personlig över for den, man henvender£ sig
til, — og forskelle der grunder sig på de to sprogs forskellige
historiske udvikling.
Förf. har dediseret prof. E. H. Tegnér sin bog, og dette er
ikke blöt en heflighedshandling. Man kan ikke undgå at mærke,
at bogen bygger på Tegnérs tanker og fbrer dem videre. Navnlig
förekommer det mig, at prof. Cederschiöld giver den fuldgyldige
förklaring af det, som Tegnér har kaldt Samhörighetens lag.
Der er et punkt, som Cederschiöld gentagne gange vender tilbage
til, og det er tankesproget (sål. s. 9, 69 fF., 88).
Når vi tænker, sker det med en hurtighed, som ikke blöt
langt övergår vor ævne til at nedskrive tankerne, men også vor
ævne til at udtale dera. Undertiden kan tanken ile så hurtigt, at
kun enkelte hovedpunkter kommer til at tegne sig for vor
be-vidsthed, en stor del kommer ikke över "bevidsthedens tærskel".
Skal vi derimod tale eller skrive, så må også detaljerne udarbejdes.
Tankens flugt er som iltoget, der gennemfarer landet, så den
rej-sende kun får glimt at se af det, han farer förbi; men talen eller
skriften er som en langsom fodvandring, hvor hvær sten ved vejen
og hvær blomst i vejgr0ften får tid til at nedfælde sig i
vandre-rens sind. Men nu kan det ikke undgås, at ved en sådan
nedskrivning eller udtalelse meget af det friske og umiddelbare, som
tanken fattede, står fare for at gemmes bag de mylrende detaljer.
Her er det, at skriften indtager et mere umiddelbart forhold til
tankesproget, eud i alt fald den omhyggelige tale gör det — vel
at mærke ikke for den skrivende men for læseren. Her kan den
skrivende bidrage til, at læseren får et mere umiddelbart indtryk
af tanken, end han vilde kunne få af talen. Men derpå — og
alene derpå — beror også skriftsprogets ret til at afvige fra
talesproget. Skriftens mål er at overfbre den skrivendes tanker til
læseren, og den made, hvorpå han bedst når dette, er den
fuldkom-neste. Og det nås så meget des fuldkomnere, jo mere læseren kan se
bort fra formen og udelukkeude have sin opmærksomhed henvendt
på indholdet. Netop ved at göre sig selv lidet bemærket opfylder
skriftsprogets fuldkomne form sin hensigt.
Men gælder det for skriftsprogets form at være så lidet
iöjne-faldende som muligt, så må deraf f0lge, at det skrevne skal ligne
det, man er vant til at se. Der må ikke findes uligheder, som
alt for stærkt lægger beslag på læserens tanke. Ti findes der
så-danne, da vil de göre tilegnelsen af indboldet vanskeligere. Den,
der læser, genkender med öjet det ord, han har set så ofte för,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
