Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Am. B. Larsen: Anmälan.
289
visk. Derimod må man regne det for et sammenhœngende
nordskandinavisk fænomen, at r er forsvundet av lydforbindelsen arn
og vokalen forlænget, i östsvensk regelmœssig og med gammel
forlængelse (bån, gån etc.), i Norge mindre gjennemfört og tildels
med nyere forlængelse (jfr. Ark. XXI s. 125 ff.). Ligelèdes med
den i nordskandinavisk mere eller mindre stærkt ndprægede
re-gressive assimilation, hvorved stemmelöshed fra p, t, k ($ og /)
loregribes i föregående likvida, nasal eller endog vokal. Hvad
stemmelösheden av frikativer angår, altsä i ord som skarp, salt, er
den vistnok p& en m&de kontinuerlig fra Kuno gjennem Finland
og Nordsverige, störstedelen av Norge (stærkest nordenfjelds) til
Færöerne og Island; stemmelös vokal förekommer mere msalært.
Yidest i den motsatte retning går vistnok de fleste eller alle
danske dialekter, hvor endog gammel tennis föran t og s har fat
stem-melyd og samme svækkelse som den har i udækket stilling, f. eks.
awt<akta, s$is<:sex, awten <c aptan.
Hvorvidt de ligheder, som forbandt de nordskandinaviske mål,
på noget tidspunkt har kunnet veie op imod dem der forbandt f.
eks. de östskandinaviske indbyrdes, kan der intet bestemt udtales
om. Om de nuværende overensstemmelser mellem större
stræk-ninger måske ikke er så mange og vigtige, om man f. eks. ikke
tor betone de ligheder for stærkt, som ligefrem er en fölge av
dialekternes antike karakter, så er der igjen lighedspunkter, som
man let tildeler for liden vægt, fordi deres nuværende geografiske
område er lidet. Om sådanne vil jeg hævde, at det gjerne kan
være en for to store dialektgrupper fælles spire, som ikke har fört
til nogen anden i nutiden levende vækst end en lighed i et enkelt
fænomen mellem ét kirkesogn i hver gruppe. Jeg vil pege på,
at Bunömålet og Færöisk er nær ved at være de eneste nordiske
dialekter, som har diftong med avtagende labialitet for oldsv. Æ,
oldn. á. Man kan vel også ved det samme par nævne ligheden
mellem udviklinger som däy( isl. deila, häy(är isl. heill, äyr isl.
eyra på Kuno (Hultman ÖD. s. 178) og de på Færöerne sporadiske
former med §g (for normalt §i, skrevet ey) av oldn. au, såsom
tgrer isl. aurr på Suderö, r§gn isl. hraun nå 0sterö, samt
Runö-målets bläyär blære, og dets pl. b(äyrå moàstillet færöiske former
som vevur vædder, og dets pl. vegrar — medens bægge dialekter
forövrigt udmærker sig derved, at stemte spiranter i efterlyden
ofte forsvinder, deriblandt også g x).
Når ordbogen foreligger avsluttet, vil man vistnok i
ordfor-rådet have et bedre middel til at bedömme slægtskabsgraden
in-den de nordskandinaviske mål — naturligvis dog kun under
erin-dring av, at en oprindelig lighed i ordförråd kun i ringe grad
kan bevares, hvor der er sket store omlægninger av den daglige
]) Kan man vove at tænke sig, at der er et arsagsforhold deri, at
Bonö og Færöerne sproggeografisk har ganske analog beliggenhed mod det
nordiske sprogområde og dets nordlige halvdel?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
